Chapter 55

 Lyt, o Gud, til min Bøn, skjul dig ej for min tryglen, 

 lå mig Øre og svar mig, jeg vånder mig i Klage, 

 jeg stønner ved Fjendernes Råb og de gudløses Skrig; thi Ulykke vælter de over mig, forfølger mig grumt; 

 Hjertet er angst i mit Bryst, Dødens Rædsler er faldet over mig. 

 Frygt og Angst falder på mig, Gru er over mig. 

 Jeg siger: Ak, havde jeg Vinger som Duen, da fløj jeg i Ly, 

 ja, langt bort vilde jeg fly og blive i Ørkenen. - Sela. 

 Da søgte jeg skyndsomt Tilflugt for rivende Storm og Uvejr. 

 Herre, forvir og split deres Tungemål! Thi Vold og Ufred ser jeg i Byen; 

 de går Rundgang Dag og Nat på dens Mure; 

 Ulykke, Kvide og Vanheld råder derinde, Voldsfærd og Svig viger aldrig bort fra dens Torve. 

 Det var ikke en Fjende, som hånede mig - det kunde bæres; min uven ydmygede mig ej - ham kunde jeg undgå; 

 men du, en Mand af min Stand, en Ven og fortrolig, 

 og det skønt vi delte Samværets Sødme, vandrede endrægtelig i Guds Hus. 

 Over dem komme Død, lad dem levende synke i Dødsriget! Thi der er Ondskab i deres Bolig, i deres Indre! 

 Jeg, jeg råber til Gud, og HERREN vil frelse mig. 

 Jeg klager og stønner ved Kvæld, ved Gry og ved Middag; min Røst vil han høre 

 og udfri min Sjæl i Fred, så de ikke kan komme mig nær; thi mange er de imod mig. 

 Gud, som troner fra Fortids Dage, vil høre og ydmyge dem. - Sela. Thi der er ingen Forandring hos dem, og de frygter ikke for Gud. 

 På Venner lagde han Hånd og brød sin Pagt. 

 Glattere end Smør er hans Mund, men Hjertet vil Krig, blødere end Olie hans Ord, skønt dragne Sværd. 

 Kast din Byrde på HERREN, så sørger han for dig, den retfærdige lader han ikke i Evighed rokkes. 

 Og du, o Gud, nedstyrt dem i Gravens Dyb! Ej skal blodstænkte, svigefulde Mænd nå Hælvten af deres Dage. Men jeg, jeg stoler på dig!