| Chapter 50 |
2 | Gud, Gud HERREN talede og stævnede Jorden hid fra Sol i Opgang til Sol i Bjærge; |
2 | fra Zion, Skønhedens Krone, viste Gud sig i Stråleglans |
3 | vor Gud komme og tie ikke! - Foran ham gik fortærende Ild, omkring ham rasede Storm; |
4 | han stævnede Himlen deroppe hid og Jorden for at dømme sit Folk: |
5 | "Saml mig mine fromme, der sluttede Pagt med mig ved Ofre!" |
6 | Og Himlen forkyndte hans Retfærd, at Gud er den, der dømmer. Sela. |
7 | Hør, mit Folk, jeg vil tale, Israel, jeg vil vidne imod dig, Gud, din Gud er jeg! |
8 | Jeg laster dig ikke for dine Slagtofre, dine Brændofre har jeg jo stadig for Øje; |
9 | jeg tager ej Tyre fra dit Hus eller Bukke fra dine Stalde; |
10 | thi mig tilhører alt Skovens Vildt, Dyrene på de tusinde Bjerge; |
11 | jeg kender alle Bjergenes Fugle, har rede på Markens Vrimmel. |
12 | Om jeg hungred, jeg sagde det ikke til dig, thi mit er Jorderig og dets Fylde! |
13 | Mon jeg æder Tyres Kød eller drikker Bukkes Blod? |
14 | Lovsang skal du ofre til Gud og holde den Højeste dine Løfter. |
15 | Og kald på mig på Nødens Dag; jeg vil udfri dig, og du skal ære mig, |
16 | Men til Den gudløse siger Gud: Hvi regner du op mine Bud og fører min Pagt i Munden, |
17 | når du dog hader Tugt og kaster mine Ord bag din Ryg? |
18 | Ser du en Tyv, slår du Følge med ham, med Horkarle bolder du til, |
19 | slipper Munden løs med ondt, din Tunge bærer på Svig. |
20 | Du sidder og skænder din Broder, bagtaler din Moders Søn; |
21 | det gør du, og jeg skulde tie, og du skulde tænke, jeg er som du! Revse dig vil jeg og gøre dig det klart. |
22 | Mærk jer det, I, som glemmer Gud, at jeg ikke skal rive jer redningsløst sønder. |
23 | Den, der ofrer Taksigelse, ærer mig; den, der agter på Vejen, lader jeg se Guds Frelse. |