| Chapter 10 |
1 | Min Sjæl er led ved mit Liv, frit Løb vil jeg give min Klage over ham, i min bitre Sjælenød vil jeg tale, |
2 | sige til Gud: Fordøm mig dog ikke, lad mig vide, hvorfor du tvister med mig! |
3 | Gavner det dig at øve Vold, at forkaste det Værk, dine Hænder danned, men smile til gudløses Råd? |
4 | Har du da kødets Øjne, ser du, som Mennesker ser, |
5 | er dine Dage som Menneskets Dage, er dine År som Mandens Dage, |
6 | siden du søger efter min Brøde, leder efter min Synd, |
7 | endskønt du ved, jeg ikke er skyldig; men af din Hånd er der ingen Redning! |
8 | Dine Hænder gjorde og danned mig først, så skifter du Sind og gør mig til intet! |
9 | Kom i Hu, at du dannede mig som Ler, og til Støv vil du atter gøre mig! |
10 | Mon du ikke hældte mig ud som Mælk og lod mig skørne som Ost, |
11 | iklædte mig Hud og kød og fletted mig sammen med Ben og Sener? |
12 | Du gav mig Liv og Livskraft, din Omhu vogted min Ånd |
13 | og så gemte du dog i dit Hjerte på dette, jeg skønner, dit Øjemed var: |
14 | Synded jeg, vogted du på mig og tilgav ikke min Brøde. |
15 | Fald jeg forbrød mig, da ve mig! Var jeg retfærdig, jeg skulde dog ikke løfte mit Hoved, men mættes med Skændsel, kvæges med Nød. |
16 | Knejsed jeg, jog du mig som en Løve, handlede atter ufatteligt med mig; |
17 | nye Vidner førte du mod mig, øged din Uvilje mod mig, opbød atter en Hær imod mig! |
18 | Hvi drog du mig da af Moders Liv? Jeg burde have udåndet, uset af alle; |
19 | jeg burde have været som aldrig født, været ført til Graven fra Moders Skød. |
20 | Er ej mine Livsdage få? Så slip mig, at jeg kan kvæges lidt, 21 før jeg for evigt går bort til Mørkets og Mulmets Land, |
22 | Landet med bælgmørkt Mulm, med Mørke og uden Orden, hvor Lyset selv er som Mørket." |