Chapter 3

 Derefter oplod Job sin Mund og forbandede sin Dag, 

 og Job tog til Orde og sagde: 

 Bort med den Dag, jeg fødtes, den Nat, der sagde: "Se, en Dreng!" 

 Denne Dag vorde Mørke, Gud deroppe spørge ej om den, over den stråle ej Lyset frem! 

 Mulm og Mørke løse den ind, Tåge lægge sig over den, Formørkelser skræmme den! 

 Mørket tage den Nat, den høre ej hjemme blandt Årets Dage, den komme ikke i Måneders Tal! 

 Ja, denne Nat vorde gold, der lyde ej Jubel i den! 

 De, der besværger Dage, forbande den, de, der har lært at hidse Livjatan"; 

 dens Morgenstjerner formørkes, den bie forgæves på Lys, den skue ej Morgenrødens Øjenlåg, 

 fordi den ej lukked mig Moderlivets Døre og skjulte Kvide for mit Blik! 

 Hvi døde jeg ikke i Moders Liv eller udånded straks fra Moders Skød? 

 Hvorfor var der Knæ til at tage imod mig, hvorfor var der Bryster at die? 

 Så havde jeg nu ligget og hvilet, så havde jeg slumret i Fred 

 blandt Konger og Jordens Styrere, der bygged sig Gravpaladser, 

 blandt Fyrster, rige på Guld, som fyldte deres Huse med Sølv. 

 Eller var jeg dog som et nedgravet Foster. som Børn, der ikke fik Lyset at se! 

 Der larmer de gudløse ikke mer, der hviler de trætte ud, 

 alle de fangne har Ro, de hører ej Fogedens Røst; 

 små og store er lige der og Trællen fri for sin Herre. 

 Hvi giver Gud de lidende Lys, de bittert sørgende Liv, 

 dem, som bier forgæves på Døden, graver derefter som efter Skatte, 

 som glæder sig til en Stenhøj, jubler, når de finder deres Grav 

 en Mand, hvis Vej er skjult, hvem Gud har stænget inde? 

 Thi Suk er blevet mit daglige Brød, mine Ve råb strømmer som Vand. 

 Thi hvad jeg gruer for, rammer mig, hvad jeg bæver for, kommer over mig. 

 Knap har jeg Fred, og knap har jeg Ro, knap har jeg Hvile, så kommer Uro!